Hvornår gik du sidst i bare tæer?

I dugvådt græs…?
På varme fortovsfliser…?
På småsten, hvor man må tip-toe…?
Eller da du vinterbadede i Jomsborg?

Er det en uge, en måned, et halvt år eller årtier siden…?

1. April begynder jeg at gå med Chili omkring i Åbyhøj. Jeg får lange blikke. Helt præcist er det mest mine fødder, der får blikkene.

Da Chili begejstret hilste på en mobs til morgen, kommenterede hundeejeren, at jeg går i bare tæer. Der er mange der ikke forstår det. Undrer sig. Måske har de glemt, hvor skønt det er?

Som fortælleren i den lille prins må forklare sin tegning af en elefant der er blevet spist af en slange, må jeg forklare mig.
Det er lettest, hvis jeg fortæller, at jeg er vinterbader, og at jeg er glad for kulde.

Så lyser hun op, og jeg er nu knap så skæv og måske mærkelig. Men det er ikke den fulde sandhed, som er, at jeg elsker at gå i bare tæer. Elsker at mærke jorden under mine fødder. Sanse. Mærke de bløde fliser, som jeg elsker mest, eller de mere ru. Glat, ny asfalt. Det bløde græs. Det gør mig levende. Sansende. Glad.

Jeg fik et varmt blik, da vores hunde gik hver deres vej… og jeg ved, at jeg får et varmt blik, næste gang, vores hunde hilser… og måske forklarer hun andre undrende i Åbyhøj, som tænker, at den nye tilflytter er mærkelig, at det bare er fordi jeg vinterbader.

Dagens spørgsmål til dig?

Hvornår gik du sidst i bare tæer?
Hvornår sansede du sidst så fuld, at du kan mærke, at du lever?